Hvorfor bruge grafisk facilitering?
• • •
Når ordene ikke rækker
Vi har alle sammen vores egen opfattelse af, hvordan verden hænger sammen. Når vi underviser, taler, kommunikerer og samarbejder med andre er en del af opgaven derfor at forhandle os frem til en fælles virkelighed. Men nogle gange slår ordene ikke til. Måske bruger vi de samme ord, men mener noget forskelligt. Måske bruger vi forskellige ord, men mener det samme. Eller vi bruger ordene uden at have gjort os helt klart, hvad vi egentlig mener. Det kan lede til misforståelser, manglende engagement, tidsspilde, usikkerhed eller konflikt.
Grafisk facilitering dækker over måder at bruge visuelle greb og metoder til at skabe bedre mellemmenneskelige processer.
Når vi får vores tænkning ned på papir/op på en tavle, tvinges vi til at blive konkrete. Det gør det lettere at skabe fælles forståelse, have meningsfulde dialoger (og diskussioner) og træffe værdifulde beslutninger. Og når forståelsen og engagementet øges, fremmer vi også forudsætningerne for at indholdet vil blive husket og bragt i anvendelse.
Grafisk facilitering kan hjælpe dig til at:
- lave engagerende oplæg/undervisning (sig farvel til intetsigende power point slides!)
- formidle kompleks viden/temaer på en forståelig måde
- inddrage dine deltagere/tilhørere og invitere til fælles refleksion
- skabe ideelle betingelser for idéudvikling/kreative processer
- håndtere meningsforskelle/konflikter konstruktivt
Som bonus
- hjælper grafisk facilitering dig til at blive skarp på dine pointer, når du forbereder dig og
- understøtter nærværende og nysgerrige processer.